Vuggestuen Alfer nyhedsbrev

MARTS/APRIL

Kære Forældre

Vi er ugen inden hjemsendelsen, startet op med lidt nyt hos Alferne.

Vi har forsøgt os med at dele børnene op til frokost. Det betyder at de store (fra 2 år), spiser kl. 11.00, mens de mindre fortsat spiser kl. 10.30. Vi har valgt at forsøge os med denne opdeling, for at skabe større ro og rum omkring måltidet. I praksis har det indtil videre givet en kæmpe ro for begge børnegrupper. Da der er stor forskel på om man er 1 eller 2 år, betyder dette at vi lettere kan tilrettelægge måltidet og aktiviteterne omkring dette til børnenes udviklingszone.

For begge grupper gælder det, at der hver uge bliver valgt et barn, til at dele madkasser ud og sige værsgo. Der vil blive hængt et billede op på køleskabet af denne uges "duks". Barnet, der deler ud, er meget glad og stolt, og de andre venter i spænding på at få deres madkasse. Desuden synger begge grupper navnesang og månedens sang inden måltidets start. Disse faste aktiviteter betyder, at vi har et konstant fokus på at understøtte børnenes udvikling og behov ift. sprog, selvhjulpenhed og samtidig styrke børnenes relationer.

For de mindste giver roen omkring bordet mere gåpåmod og overskud til at øve sig, både i det motoriske omkring måltidet (spise selv, stikke med gaflen, drikke selv osv.), men det frigiver også mere tid til personalet omkring bordet, til at styrke børnenes sprog.

For de ældste frigiver den senere frokost, dog også en halv time mere til formiddagsaktiviterne. Det betyder, at denne gruppe som udgangspunkt holder samling i garderoben i tidsrummet fra kl. 10.30-11.00. Her laver vi sanglege, lærer hinanden at kende eller arbejder videre på månedens tema. Desuden skaber det mulighed for længere ture ud af huset eller på legepladsen. De ældste børn bliver fortsat puttet mellem 11.30-12.00.

Alle børn får ren ble inden frokost, ligesom vi også vasker hænder.

Når vi, forhåbentlig snart, er tilbage til almindelige tilstande, starter vi op med månedsplaner. Det betyder at vi planlægger et tema for hver måned. Næste måneds tema vil være "selvhjulpenhed" og vil strække sig til og med maj.
I hovedtræk betyder det, at vi kommer til at have fokus på af/påklædning, både i garderoben, men også på toilettet. Desuden vil vi også have fokus på pottetræning, for de børn der har lyst og mod på det. I denne forbindelse vil vi gerne opfordre jer forældre, til at sørge for navn i alt tøj, overtøj og sko, da børnene selv kommer til at øve sig i at finde tøjet frem og lægge det på plads. Og her kan tøjet nok nemt havne de forkerte steder.

Disse ting må også gerne øves hjemme. Vi er selvfølgelig klar over at det tager tid, men vi håber, at I vil give jer tiden til det. Det er vigigt at øve, inden jeres barn skal i børnehave, her er der nemlig ikke altid en voksen i garderoben eller på toilettet, der kan gøre det for barnet.

Vi håber at I klarer jer gennem denne svære tid. Og vi glæder os meget til at se jer, forhåbentlig efter påske.

Kærlig hilsen
Marianne, Pernille, Sol og Janne